Restauranter du skal besøge på Nürburgring (2025)

Restauranter der er værd at besøge på Nürburgring i 2025

Vi plejer altid at sige, at man ikke kommer på Nürburgring for at få en kulinarisk madoplevelse. Det er helt klart andre og mere spændende elementer der bringer en til netop dette område.

Når det så er sagt, så er der selvfølgelig spisesteder som er mere anbefalelsesværdige end andre – måske ikke på grund af madens kvalitet, men ligeså meget på grund af den autentiske oplevelse. Herunder finder du vores fem bud på restauranter der er værd at aflægge et besøg, når du er alligevel er her.

#1 Restaurant Zur Nürburg

Som navnet antyder, ligger restauranten ved foden af selve Nürburg (’Zur’ betyder ’til’), hvorfor du her er hævet godt over området med udsigt ned til selve Nürburg fra den store udendørs terrasse.

Resturanten byder på et bredt udvalg af schnitzler og kvaliteten er faktisk rigtig fin – det samme er priserne. Servicen er ligeledes virkelig god og atmosfæren er i den grad prydet med hundredevis af minder fra Nürburgring. Man er på intet tidspunkt i tvivl om hvor man er i verden.

Man kunne dog godt ønske sig, at akustikken indenfor var noget bedre på en travl aften, hvor restauranten er fuld af mennesker. Det bliver hurtigt svært at føre en samtale med dit bord, hvis selskabet ved andre borde er i festligt lag.

På trods af dette er Restaurant Zur Nürburg stadig en af vores bedste anbefalinger takket være sin fantastiske beliggenhed, velsmagende mad og hyggelige atmosfære. Det er et oplagt sted at nyde et godt måltid, slappe af og suge Nürburgrings historie og kultur til sig.

Adresse: Burgplatz 2, 53520 Nürburg
Hjemmeside: zur-nuerburg.de

#2 Restaurant Pistenklause

Ja, ja, ja, vi ved godt at mange af de hyppige gæster på Nürburgring vil kaste værktøj efter os, for at anbefale Pistenklause. Men vi kommer ikke udenom, at Pistenklause er et ikonisk sted på Nürburgring, som man bliver nødt til at besøge. Restauranten emmer af motorsportskultur, ligesom det ligger sammen med Hotel Am Tiergarten der er drevet af legenden Sabine Schmitz’ familie.

Servicen er ikke som den engang har været og betjeningen kan til tider være en smule stresset eller anspændt. Alligevel skal man være ude i god tid for at sikre sig et bord.

Vælger du at sidde indendørs skal du være opmærksom på, at det kan blive en røget fornøjelse da en af restaurantens hof-retter er en klump kød på en varm sten, som du selv får lov at stege ved bordet. Som du nok kan regne ud, giver dette en del os i restauranten. Men det smager faktisk ret godt.

Er vejret godt anbefaler vi en plads udenfor, hvor du med sikkerhed vil være omringet af biler fra øverste hylde og fra alle hjørner af verden. Du har altså rigeligt at underholde dig med, hvis ikke du har nok i selskabet.

Adresse: Kirchweg 4, 53520 Nürburg
Hjemmeside: am-tiergarten.de

#3 Pizzaria Trattoria Ventisette (27)

I modsætning til Zur Nürburg og Pistenklause ligger Pizzaria Trattoria Ventisette ikke i selve Nürburg, men i Adenau – en by du med sikkerhed vil stifte bekendtskab med når du besøger Nürburgring.

Her vælger man næppe en Schnitzel, men går efter en af de mange lækre italienske pizza eller pastaretter, hvorefter du afslutter middagen med en lækker Tiramisu. Atmosfæren er super hyggeligt og betjeningen er virkelig høflig.

Ventisette er den bedst anmeldte restaurant i Adenau ifølge Tripadvisor, hvorfor du gør klogt i at bestille bord i god tid, hvis ikke du skal møde op til en restaurant fuld besat af englændere. Skulle dette være tilfældet vil du med sikkerhed finde en masse lækre biler at kigge på, på parkeringspladsen. Det bliver du nok desværre bare ikke mæt af.

Adresse: Trierer Str. 6, 53518 Adenau
Hjemmeside: Ventisette on Facebook

#4 Alibaba Pizza & Grill Haus

Nogle gange, efter en intens dag på Nürburgring, har man bare brug for noget hurtigt, solidt og velsmagende. Til det formål er Alibaba Pizza & Grill Haus i Adenau et oplagt valg.

Her kan du få alle former for pizza, pitabrød, dürüm, risretter med diverse spyd af kylling, lam og oksekød. Og det kan både nydes i restauranten, udenfor eller du kan få det som takeaway. Du kan altså også hapse det som en hurtig frokost i mellem dine omgange på Nürburgring.

Har de travlt i restauranten kan der være lidt ventetid på at få sin mad serveret, men personalet er altid meget venlige og vil gøre alt hvad de kan for at gøre dig tilfredse. Vi har i hvert fald kun haft gode oplevelser hos Alibaba.

Adresse: Hauptstraße 133, 53518 Adenau
Hjemmeside: Alibaba Pizza & Grill Haus on Facebook

#5 Pizzaria Pinocchio

Den sidste anbefaling fra vores side ligger også i Adenau, og er endnu et pizzaria. Det er ikke fordi vi kun spiser pizza, men fordi vi alligevel mener der er tilstrækkelig forksel på Ventisette og Alibaba, til at der også er plads til Pinocchio.

Her er der nemlig kræset lidt ekstra for pizzaerne, som helt klart er grunden til at komme her. Er i flere mennesker, eller er du bare ekstremt sulten, så for du her muligvis den største pizza du nogensinde har set. Med en diameter på over en halv meter tvivler vi i hvert fald på, at du går sulten i seng.

Pinnochio har et bredt udvalg af rigtige italienske pizzaer – også i almindelig størrelser – til priser varierende fra 11 til 14€, hvilket vi synes er rimeligt kvaliteten taget i betragtning. Er du ikke til pizza finder du også mange andre italienske retter på menukortet, som du kan sætte tænderne i. Atmosfæren er som de fleste steder i byen også her virkelig hyggelig, ligesom du også kan vælge at få din bestilling som take-away.

Adresse: Hauptstraße 150, 53518 Adenau
Hjemmeside: pizzeria-adenau.de

Få det meste ud af din Nürburgring oplevelse

At udforske Nürburgrings kulinariske scene er kun én del af, hvad der gør denne destination så unik. Men for virkelig at få den fulde Nürburgring-oplevelse, har du naturligvis brug for den rette bil til banen – og det er her, vi kommer ind i billedet.

Vi specialiserer os i udlejning af baneklare biler, der er designet til at give dig den ultimative Nürburgring-oplevelse. Uanset om du er førstegangsbesøgende eller en erfaren entusiast, har vi biler, der passer til alle niveauer – fra begyndervenlige modeller til rendyrkede højtydende maskiner.

Så hvorfor ikke kombinere en uforglemmelig tur rundt på Green Hell med et besøg på en af disse fantastiske restauranter? Lad os hjælpe dig med at skabe den perfekte Nürburgring-oplevelse.

Lejebiler Book now